Adgangskravet til markedet for systemydelser har aldrig været teknisk. Det er et spørgsmål om volumen, og den grænse flytter sig nu.
En grænse, der aldrig har været teknisk
Store dele af markedet for systemydelser har historisk krævet anlæg på mindst 1 MW. Det har betydet, at en dansk industrivirksomhed med nogle hundrede kilowatt ledig netkapacitet ikke har haft reel adgang til markedet, uanset hvor godt sitet ellers egnede sig til et BESS-anlæg.
Den grænse har aldrig været teknisk. Et lille batteri reagerer lige så hurtigt og lige så præcist som et stort. Grænsen er kommerciel, og det er en vigtig forskel, fordi kommercielle grænser kan flyttes.
Hvad systemydelser er, og hvem der betaler
Energinet har ansvaret for at holde balancen i det danske elnet. Produktion og forbrug skal matche hvert sekund, og med en stigende andel sol og vind svinger begge sider mere end før. Energinet køber derfor balance på et marked, og de ydelser kaldes systemydelser.
Betalingen har to dele, og de bliver ofte blandet sammen. Der betales for at stille kapacitet til rådighed, altså for at stå klar. Den betaling løber, uanset om anlægget bliver kaldt. Og der betales igen, hvis anlægget bliver aktiveret. Oven i det kan et batteri handle strøm på spotmarkedet, købe når prisen er lav og sælge når den er høj. Det kaldes arbitrage. Hvor stor en del arbitrage bidrager med, afhænger af hvordan anlægget er dimensioneret.
Efterspørgslen går én vej. Energinet vurderede i 2024, at behovet for systemydelser stiger med 140 til 160 procent frem mod 2040 (Energinet, 2024: Forventninger til fremtidens systemydelser 2024-2040). Samtidig har Energinet lukket for nye nettilslutninger i dele af landet. Det er en usædvanlig kombination. Behovet for fleksibilitet vokser, mens muligheden for at bygge ny kapacitet ind i nettet er begrænset. Det holder værdien af den kapacitet, der allerede er tilsluttet, oppe.
Derfor har grænsen ligget omkring 1 MW
Et enkelt anlæg byder ikke ind på systemydelsesmarkedet alene. Det gør en aggregator, som samler kapacitet, byder den ind, følger markederne og håndterer afregningen.
For en aggregator koster hvert anlæg omtrent det samme i opsætning, godkendelse, overvågning og administration, næsten uanset størrelsen. Et lille anlæg kræver stort set samme arbejde som et stort, men bidrager med væsentligt mindre omsætning. Derfor har de fleste aggregatorer sat en nedre grænse, og derfor har den ofte ligget omkring 1 MW.
Konsekvensen er et hul i markedet, og hullet ligger præcis der, hvor forretningscasen ellers er stærkest. En dansk produktionsvirksomhed har typisk en tilslutning, der er dimensioneret til spidsbelastning, og bruger langt fra hele kapaciteten det meste af døgnet. Den ledige kapacitet er købt og betalt. Den ligger bare stille.
De virksomheder har sjældent brug for et anlæg på flere megawatt. De har brug for et på nogle hundrede kilowatt, og det er den størrelse markedet har afvist.
Når anlæggene samles i én pulje
Et volumenproblem løses ved at samle anlæggene. Bydes mindre anlæg ind som én pulje, er det puljen og ikke det enkelte anlæg, der møder markedets minimumskrav.
Det er den model, der gør at et anlæg fra 125 kW kan byde ind på samme marked som de store. NRGreen kører sin egen aggregatoraftale fra den grænse, og hele værdikæden ligger in house, fra det første design af batteriet til den løbende afregning af markedsindtægter.
Den kommercielle konsekvens er, at tærsklen for overhovedet at have en business case flytter sig nedad. Med indtægter fra systemydelser og arbitrage ligger tilbagebetalingstiden på et erhvervsanlæg typisk på to til fire år, og et BESS-anlæg har en levetid på minimum 15 år. Resten af levetiden er indtjening. Det regnestykke har hidtil været forbeholdt virksomheder med kapacitet nok til et megawatt-anlæg.
Det led der oftest bliver undervurderet
Der er et forbehold, og det er ikke finansielt. Et batterianlæg tjener kun penge, når det er i drift. Hver time uden drift er en time uden kapacitetsbetaling og uden mulighed for aktivering. Nedetid på et BESS-anlæg koster omsætning, time for time.
Det gør service til en del af forretningscasen frem for en post i driftsbudgettet, og det gør det relevant, hvem der har ansvaret. I mange projekter bliver anlægget bygget af én leverandør, serviceret af en anden og aggregeret af en tredje. Når noget fejler, starter diskussionen om ansvaret, og den foregår mens anlægget står stille.
Det er også derfor spørgsmålet om leverandørens levetid er legitimt. Et anlæg med garanti skal serviceres i mindst 15 år. De fleste BESS-selskaber i Danmark har kun ét års aflagt regnskab. Går et af dem ned, følger garantien og serviceaftalen med.
Hvad det betyder for jer med ledig kapacitet
Start med at måle. Hvor meget kapacitet har sitet, og hvor meget af den bliver faktisk brugt? Forskellen afgør, hvor stort et anlæg der kan stå på grunden, og dermed hvad forretningscasen kan bære.
Svaret findes i tavlen og på elregningen. Og for de virksomheder, der tidligere fik at vide, at de var for små til systemydelsesmarkedet, er det værd at regne på igen.
Værd at regne på igen
For kunden betyder aggregatoraftalen, at hele værdikæden, fra det første design af batteriet til den løbende afregning af markedsindtægter, ligger hos én leverandør. Færre aftaler betyder færre steder, hvor ansvaret kan falde mellem to stole.
NRGreen er en del af TSG-koncernen. Aggregatoraftalen ændrer ikke ved, at det er NRGreen, kunden har sin aftale med, og at en større koncern står bag leverancen.
Vil du undersøge, om jeres anlæg kan være med? Tag fat på os via kontaktformularen nedenunder.
Vil du høre mere?
- Få en uforpligtende samtale
Vil du høre mere om, hvordan et BESS-anlæg kan se ud på jeres site?
